www.kk.dk Kontakt Udskriv Sitemap
Sluk lyset, Vesterbro
UDGIVET mar 2015 30

Tak for en mørk og stemningsfuld aften i stearinlysenes skær på Vesterbro. Lokaludvalget er glade for at så mange ville være med til at være en del af klimakampagnen Earth Hour på Vesterbro. Seks barer og cafeer lagde rum til mørke lokaler, skøn musik og fantastiske fortællinger lørdag aften, som en del af den danske Sluk lyset-kampagne under WWFs Earth Hour.

Træk stikket og fold ørene ud

Flere vesterbroere havde valgt at slukke lyset hjemme og i stedet tage en tur på den lokale bar eller café den sidste lørdag i marts. Seks barer og cafeer var i år en del af Sluk lyset, der hører under den globale klimakampagne Earth Hour. Hvert sted blev Earth Hour enten introduceret eller afsluttet med en lille tale fra et lokaludvalgsmedlem eller en sekretariatsmedarbejder.

Alle stederne havde fået udleveret materiale om Earth Hour og en håndfuld miljømærkede stearinlys, der kunne brænde i stedet for det elektriske lys. På Mærkbar, Café Pegasus, Onkels Bobs Hytte, Café Snork og Café Mandela slukkede alle for lyset og lod i stedet den forskelligartede musik strømme ud over de besøgende, og på Navnløs var det lille sted omdannet til fortællescene med Kasper Sørensen til at tryllebinde publikum med sine forunderlige fortællinger.

Mørkt, varmt og intimt

Der var fuldstændigt proppet på Märkbar, der var omdannet til en veritabel sauna med måske omkring 100 mennesker samlet til en gevaldig fest, hvor den lille bar blev spillet op af det to mand høj band Java Skull. På Café Pegasus var der fuldt hus og fantastisk god stemning og  klapsalver efter såvel introduktionen som musikken.

Der blev en stadig mere tyst og intens stemning i lysenes skær på Navnløs, efterhånden som Kasper Sørensen rullede sine fortællinger ud. Han fortalte da også med det erklærede formål, at få publikum til at holde vejret i spænding – så vi ikke udåndede så meget CO2 imens. Der var ingen CO2-måler til stede, men det med spændingen lykkedes over al måde. Der er sandsynligvis nogen derude, der nu får anderledes billeder på nethinden, når de står på en genbrugsstation, og ser på containeren med småt brændbart. Men mon ikke der vil blive sorteret korrekt?!

Se stemningsfulde billeder fra aftenen

 


Skriv en kommentar