www.kk.dk Kontakt Udskriv Sitemap
Fra alle os til alle jer – månedens leder
UDGIVET feb 2014 14

VALG TIL LOKALUDVALG

Der er nu kun få dage til Valg til Lokalvalg 2014. Vi giver derfor spalteplads til et udvalg af Lokaludvalgets medlemmer til at fortælle om deres motivation for at være en del af Vesterbro Lokaludvalg.

Månedens leder er skrevet af Thomas Warburg, medlem af Vesterbro Lokaludvalg for SF

Det afgående lokaludvalg har holdt sit sidste møde. Vi nåede at snakke både folkeskole, offentlige toiletter, fixerum, belysning og kollektiv trafik.

Nu ser vi alle frem mod valgmødet for det nye lokaludvalg. Her skal foreningerne på Vesterbro vælge de 16 medlemmer, der sammen med de syv repræsentanter fra de politiske partier (minus Liberal Alliance) skal udgøre det nye lokaludvalg.

Manglende tilslutning
Interessen for at være med i det nye lokaludvalg har været begrænset. Lad os nu sige det, som det er: Vi har ikke en gang tilmeldinger nok til valgmødet til at kunne vælge 16 repræsentanter og 32 suppleanter. Man kan vælge at tage ja-hatten på og påskønne den interesse, der trods alt er i bydelen for et lokalpolitisk forum. Man kan også stoppe op og fundere over, hvorfor der er så begrænset interesse.

Større synlighed
Jeg tror, den manglende interesse skyldes manglende kendskab til udvalget. Jeg tror ikke, vesterbroerne kender os godt nok og jeg tror ikke, der er nok, der overhovedet har hørt om os. 500 mennesker har liked os på facebook, 150 mennesker får dette nyhedsbrev. Det er jo slet ikke nok, når vi skal forestille at være lokaludvalg for alle 38.000 vesterbroere.

Nye visioner
Det må være visionen for det kommende lokaludvalg: Vi skal ud over rampen. Vi skal i dialog med vesterbroerne. Vi skal tage initiativer, der gør en forskel. Vi skal manifestere os som stemmen, man ikke kan komme udenom, når man snakker Vesterbro. Hvis vi ikke gør det bedre, risikerer vi, at politikerne i Borgerrepræsentationen helt dropper lokaludvalgstanken.

Det kræver hårdt arbejde af de frivillige i udvalget. Det kræver en offensiv presse- og PR-strategi. Det kræver et vågent øje på Vesterbro. Jeg er klar!

Foto: Ursula Bach


Skriv en kommentar