www.kk.dk Kontakt Udskriv Sitemap
Vesterbro fylder 400 år!
UDGIVET sep 2014 09

Cafeer og en række lokale handlende sætter alle sejl til for at fejre bydelen ved en ægte torvefest lørdag 13. september fra kl. 14 til 18. 

Der bliver både musik, taler, et fodboldskydetelt ved Vestia Boldklub og Vesterbro-spejderne samt lokale kunstnere og Teatergruppen Ophelia fra Kulturværkstedet kommer også og vil optræde i dagens anledning.

Læs mere og tilmeld dig begivenheden på Facebook – programmet bliver løbende opdateret.

Musikalske minder

Naturligvis leveres en del musikken af selveste den berømte Vesterbro Sanggruppe – landskendt som ungerne fra Vesterbro Ungdomsgård, der i 70’erne lagde Danmark for deres fødder med hits som “Kammejammerrock” og “Hjerteblod”. På scenen lørdag 13. september ledes gruppen – som dengang – af Bo Schiøler.

Vesterbro-musikselskabet Target Group, der ligger klos op af Vesterbros nyåbnede rockbar Zeppelin, stiller med mere spændende musik: Bandet White Ocean og duoen Friisnæs, der med garanti sætter fut i Vesterbro på lørdag.

Smukke ord og levende billeder 

Den populære Vesterbro-præst Mette Gramstrup fortæller om sit Vesterbro, ligesom forstander Ivan Christensen fra Mændenes Hjem vil fortælle lidt om et helt andet Vesterbro, end dét, der netop er kåret som et af verdens mest hippe.

Et eventuelt overskud fra denne eftermiddag går netop til Mændenes Hjem i Istedgade og til Night Life Café i Eliaskirken, hvor udenlandske prostituerede kan søge hjælp og vejledning.

Biografen Vester Vov Vov spiller gratis børnefilm hele dagen. Der vil også være salg af en særlig Vesterbro T-shirts med jubilæumsmotiv.

Arrangørerne

Hele arrangementet vil blive styret af Erik Willumsgaard, der arbejder både for Vesterbro Handelsforening, Vesterbro Lokaludvalg samt menighedsrådet.

Blandt arrangørerne er Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv, Vesterbro Handelsforening, Vesterbro-kirkerne, Boldklubben Vestia samt Lokalavisen Vesterbro.’

Foto: Erik Willumsgaard


Skriv en kommentar