www.kk.dk Kontakt Udskriv Sitemap
Slagtergårdene – fotoudstilling på Vesterbro Bibliotek
UDGIVET okt 2016 08

Billederne viser en masse kontraster – og sammenhænge – bl.a. mellem det unge, hippe Vesterbro og de gamle, lave bygninger og deres tidløse funktion: Faktisk fungerer de som bymiljø bedre end nogensinde. Området tilfører Vesterbro en særegenhed og helt personlig stemning. Udstillingen hænger på voksenbiblioteket fra 14. oktober til 30. november.  

Udstillingen er opdelt i to områder i stueetagen på Vesterbro Bibliotek. I Informationsområdet er der billeder med fokus på detaljer, stemning og arkitektur og i Voksenbiblioteket er der billeder med fokus på liv og hverdag for de mennesker, der i dag bruger husene.

Bygningerne har skiftet fra historisk at rumme små fabrikker og slagtergårde, til i dag bl.a. at fungere som musikstudier, restauranter og butik for retro motorcykelgear. Slagtergårdene repræsenterer en svunden tid, men fotografierne viser samtidig, hvor elskede bygningerne er, og at de også i dag har en funktion på Vesterbro. Der er virkelig meget stemning i denne del af bydelen, som endegyldigt vil gå tabt, hvis området forsvinder og bliver erstattet af nybyggeri. De historiske bygninger fortæller en historie om bydelens egenart og særlige bymiljø.

Bulldozeren står dog klar, da et politisk flertal på Københavns Rådhus ikke ønsker at bevare bygningerne. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har indstillet bygningerne til fredning, og sandsynligvis kun en sådan bygningsfredning kan redde husene fra nedrivning.

Bag udstillingen står Facebookgruppen ”Bevar Slagtergårdene”. Peter Holst Eriksen, der er opvokset på Vesterbro, har taget billederne af de historiske bygninger.

Udstillingen kan ses på væggene på Vesterbro Bibliotek fra den 14. oktober til den 30. november. Udstillingen er støttet af Vesterbro Lokaludvalg gennem Vesterbropuljen.

Tekst og foto: Peter Holst Eriksen

dsc_0210 dsc_1035


Skriv en kommentar