www.kk.dk Kontakt Udskriv Sitemap
Saxogade spiser sammen
UDGIVET apr 2016 23

I uge 17 sætter Folkebevægelsen mod Ensomhed fokus på at spise sammen – det støtter Saxogade op om. Den 28. april bliver der dækket op til fællesspisning i Saxogade og du kan være med, når Café Sonja og Kødbyens Mad & Marked sammen inviterer til langbordsmiddag.

Café Sonja og Kødbyens Mad & Marked, vil gerne møde deres naboer, vesterbroere og alle andre, og spise en god langbordsmiddag i den dejlige gade. Vesterbro Lokaludvalg hilser initiativet velkomment. I august 2014 stod lokaludvalget selv bag en hyggelig langbordsmiddag i samarbejde med Café Sonja og sidegadeprojektet under overskriften “spis med din nabo”.

Lav mad, spis med

Du kan møde op kl. 16 og være med til at lave mad i et opsat udekøkken og derefter sætte dig til bords og spise med fra kl. 18. Måske kan du nå begge dele – Giver du en hånd med madlavningen, kan du spise med gratis. Kommer du klokken 18 koster middagen en flad halvtredser. Har du lyst til at købe en ekstra billet til en, som måske ikke selv har råd, er du også mere end velkommen til det!

Fællesskab og langbord

Det handler om fællesskab og om at mødes over mad. Café Sonja og Kødbyens Mad & Marked glæder sig til at se dig og alle de andre, der kommer og er med til at spise god mad sammen!

Læs mere på facebook-eventet, hvor du også finder link til at købe billet.

 


Skriv en kommentar