www.kk.dk Kontakt Udskriv Sitemap
Musik og glade stemmer over Otto Krabbes Plads
UDGIVET sep 2015 08

Der var masser af aktiviteter, mennesker, bands og lopper på Otto Krabbes Plads, da Vesterbro Lokaludvalg arrangerede den årlige Lokalstival søndag d. 6. september.

Med teksten Del dit Vesterbro inviterede banneret over Lokaludvalgets telt publikum indenfor. Både til en snak om Litauens Plads, Kødbyen, et forslag til et nyt byrum i Eskildsgade og om, hvordan vi kan blive bedre til at dele ting og sager, så ikke alle behøver at købe alting selv.

Der blev delt meninger og erfaringer til den store guldmedalje – eller rettere til delekager. For Lokaludvalget kvitterede for deleideer og deleerfaringer med en delesmåkage. En stor skakternet småkage, som man selvfølgelig skulle finde nogen at dele med.

Tak for jeres ideer!

Og der var masser af gode ideer og lyst til at dele ting og sager. I gårdene ville mange gerne deles om cykler, løbehjul, rulleskøjter, trampoliner, bålsteder, grill, plantebede og haveredskaber. Nogen har allerede bytterum, andre vil gerne oprette et. Eller måske et lille bogskab, så man kan dele og bytte bøger. Der var også flere, som vil finde ud af at dele kummefryser, vaskemaskine og støvsuger i deres boligforening.

I det hele taget kom folk til at tænke på alle de ting, de har liggende og kun bruger sjældent selv. Det er særligt udstyret til camping- eller skituren eller til gallafesten.

Det helt store hit var ideen om at låne værktøj til hinanden. Enten via et fælles skab eller en lukket facebook-gruppe i boligforeningen eller gennem facebook-gruppen Tingbiblioteket.

Børnene var klar til at dele legetøj. Både bamser og lego og endda monster-trucken. De voksne synes, at det var en god idé at deles om husdyr og bedstemødre.

I den sociale og poetiske afdeling var der tilsyneladende opbakning til at deles om indkøb og madlavning (måske endda i et delekøkken), for slet ikke at tale om at dele glæde, venskab, kærlighed, penge, tanker og tid.

En væsentlig pointe med at dele er, at vi på den måde sparer produktion af en masse ting, som vi hver især bruger for sjældent. De sparede penge kan man jo så bruge på at købe bedre kvalitet af de ting, man selv investerer i, så de holder længere.

IMAG0065

Hvad kan jeg gøre?

Så det er jo bare om at komme i gang med at dele derude. Enten i gården, boligforeningen eller via nogle af de mange facebook-grupper og hjemmesider, som folk delte deres viden om: Vesterbro: Baby- og børnegear i rotation, Tingbiblioteket (København), Vesterbro : Kom og hent!, Byttemarked og www.by-del.dk.

En del ville også gerne dele bil og de talte med repræsentanterne for to forskellige slags måder at gøre det på: minbildinbil og letsgo.

Lokaludvalget har viderebragt ideen om at biblioteket kan udlåne fest-, camping- og skiudstyr.

Lokaludvalgets medlemmer brugte også den festlige dag på at tale med bydelens borgere om, hvor meget de føler sig inddraget i beslutninger om deres by. Man kan stadig nå at give sin mening til kende om det på sammenombyen.kk.dk

Tak for inputs

Publikum delte flere ideer ud til Niels Birk og Nina Jensen, der er ansat til at være med til at udvikle Kødbyen.

Det blev foreslået at installere solceller på INCOs tag og at skabe plads til små pop-up forretninger, hvor folk kan afprøve deres nye kreative forretningskoncepter over et par måneder eller en sæson. Flere ønskede sig bedre muligheder for ophold og for aktivt foreningsliv.

170 publikummer deltog i en afstemning om, hvad der skal være mere af i Kødbyen. Et flertal på hele 82 vil have mere ’kunst og kultur’, 48 vil have mere ’fest og farver’ og 40 ønsker sig flere forretninger – gerne specialbutikker i stil med den Tante The, der allerede ligger her, eller slagterforretninger og fiskehandlere.

Lidt væk fra teltet var Vesterbros unger med til at banke mørtel af mursten, som blev til en ordskulptur.  Flydende By kom med mursten fra nedrivningen af deres lagerhal på Kalvebod Brygge.  Når man producerer en ny mursten, udledes der 0,5 kg CO2, så for hver 2.000 genbrugte mursten, sparer vi miljøet for 1 tons CO2.

Kender du nogen, som skal bygge med mursten lokalt – højbede, skulpturer, huse, trapper, … – kan du henvende dig til Træstubben 29 28 34 52


Skriv en kommentar