www.kk.dk Kontakt Udskriv Sitemap
Demokrati på gadeplan
UDGIVET jun 2015 15

Hvor er demokratiet henne i dagligdagen for gadens folk? Vesterbros væresteder og sociale tilbud havde i samarbejde med Vesterbro Lokaludvalg arrangeret vælgermøde for hjemløse, stofbrugere og alle gadens andre folk søndag den 14. juni. 

Ni folketingskandidater (herunder også en socialminister) havde inden vælgermødet spist frokost på forskellige væresteder på Vesterbro og var nu klar til at møde gadens folk i et kæmpe telt midt på Halmtorvet. Virkeligheden ramte hurtigt de fremmødte politikere: “Hvorfor kan jeg ikke få den rette stofbehandling?” “Hvorfor skal jeg sidde i denne rådne kørestol uden noget sted at bo og være?” “Det er svært at komme i dialog med myndighederne om en handlingsplan, når man ikke har fast bopæl.” “Jeg bliver overfaldet og truet på herberget.” Frustrationen i teltet var tyk og til at tage og føle på.

Politikerne lyttede og svarede så godt de kunne uden at gå ind i konkret sagsbehandling af de enkelte sager. Selv om det var en folketingsvalgkamp, sad der flere kommunalpolitikere i panelet, som havde godt kendskab til både den kommunale sagsgang og borgernes retssikkerhed.

Opråb til politikerne

Gadens folk var frustrerede over, at de ikke kunne få konkret hjælp i deres liv og politikerne var ligeså frustrerede over, ikke at kunne svare fyldestgørende på de mange ulykkelige situationer. Der blev dog også tid og kræfter hos både kandidater og tilhørere til at kæmpe på valgkampens mere traditionelle temaer som økonomi, arbejde og nulvækst.

De fleste blev vist klogere på livet på gaden og konsekvenserne af den første socialpolitik. Og med musik fra Bolværket før og efter debatten og en lille bid brød og drikkelse til tilhørerne fik politikerne og vælgerne sammen skabt en god ramme for et utraditionelt vælgermøde for gadens folk. Og de fleste politikere blev hængende efter debatten for at snakke og høre mere om livet på bunden.

Politikere
Manu Sareen, Radikale
Pernille Skipper, Enhedslisten
Karina Bergmann, Liberal Alliance
Yildiz Akdogan, Socialdemokraterne
Karina Rohrberg Jessen, Venstre
Jens Vornøe DF, Dansk Folkeparti
Klaus Mygind, SF
Anne Hansen, Konservative
Carolina Magdalene Maier, Alternativet

Ordstyrer Thomas Warburg, Vesterbro Lokaludvalg
Reportagen er skrevet af Thomas Warburg og redigeret til Vesterbro Lokaludvalgs hjemmeside


Skriv en kommentar