www.kk.dk Kontakt Udskriv Sitemap
Copenhagen Puppet Festival fylder 10 år
UDGIVET jun 2014 05

Lørdag den 21. juni fejrer Copenhagen Puppet Festival de 10 første år med en Jubilæums Cabaret, hvor der vil være gensyn med nogle af de mange skæve og sælsomme karakterer, som gennem årene har besøgt festivalen.

Der var en hel del hovedrysten dengang for 10 år siden, da en gruppe fra det tidligere Kultur Vesterbro meldte ud, at nu skulle dukketeater for voksne på det kulturelle landkort herhjemme. Men bare få år efter kvitterede Politiken med disse ord: “Der er noget, der taler for, at dukker kan være en vej til at få sjælen og legen tilbage i teatret.” Her 10 år senere er det svært at forestille sig en teatersæson uden at der et sted i landet sættes forestillinger op med dukketeater rettet imod en voksen målgruppe.

Jubilæumcabaret
Lørdag den 21. juni inviterer festivalen til en helt særlig Jubilæums Cabaret, hvor der er samlet en række af de acts, som har gæstet Vesterbro gennem årene. Der vil være grupper, som siden deres optræden på Copenhagen Puppet Festival, er slået igennem på den internationale scene, hvor de har høstet et utal af priser og i dag står som nogle af de helt særlige performere inden for dukketeater.

På Jubilæums Cabareten den 21. juni vil publikum blandt andet møde The King of Pain, den fallerede diva Miss Memory Lane og de fuldstændig uforudsigelige Brunette Bros. Vært for cabareten er den notorisk småkriminelle Mr. B.B. Wolf, der binder alle indslagene sammen.

10 års jubilæet er en del af det officielle program for CPH STAGE 2014. Københavns nye teaterfestival, der hvert år sætter fokus på dansk teater og tager en pejling af, hvor udviklingen peger hen.

TID: kl. 15 til 17.30 inkl. pause
ENTRE: 125 kr.
HVOR: Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15, København V.
INFO: puppetfestival.dk

Billetter via Teaterbilletter.dk

Puppet Festival er bl.a. blevet støttet af Vesterbro Lokaludvalg


Skriv en kommentar